Review: LAZARUS at Aarhus Teater

******

Med Lazarus lægger Aarhus Teater sig i front af dansk teater. I et usædvanlig smukt og vanvittigt univers viser forestillingen internationalt format.

Mit kendskab til David Bowie er ikke stort. Han har altid været der, indtil han pludselig ikke længere var her. Alligevel har jeg altid været fascineret af denne avantgardist, der formåede at være forgangsmand på mange måder. Ikke kun musisk, men også i forhold til identiteter og outfits. Hvem husker f.eks. ikke Ziggy Stardust. Derfor var det ekstra spændende at sætte sig i Aarhus Teaters smukke sal og opleve, om forestillingen kunne forløses i Bowies ånd.

Lazarus blev lavet i et samarbejde mellem den irske dramatiker Enda Walsh og David Bowie. Musikken består dels af sange fra hans massive bagkatalog, men også nykomponerede sange til denne forestilling, der havde premiere blot en måneds tid før Bowies død i junar 2016. Den bygger på Walter Tevis' sci-fi bog "The Man Who Fell To Earth" fra 1963, som David Bowie spillede hovedrollen i i en filmatisering fra 1976. Enda Walsh har stået for replikkerne. Forestillingen har givet mulighed for nye karakterer, der giver et nyt spændende oplæg.

David Bowie var mester i at være alsidig. Hans musik spænder bredt over flere genre, og netop her kommer forestillingens største styrke. Scenograf og kostumier Christian Albrecthsen og Lysdesigner Mathias Hersland har skabt et fuldstændigt overdådigt og smukt visuelt univers, der går helt i tråd med denne alsidighed. Jeg har ikke set en smukkere forestilling end denne. Med Aarhus Teaters renovering af salen, har de fået mulighed for at gøre brug af tekniske "tryllekunster", der i en sand overflod af sanseindtryk går direkte ind i sindet. Kombineret med Heinreich Christensens instruktion bliver det gribende. Jeg oplever altid teater meget intenst, og denne aften oplevede jeg nye overraskende sider af mig selv, da jeg blev suget ind i dette magiske univers. Selve handlingen er abstrakt, til tider forvirrende og underlig, og når jeg endelig troede, at jeg havde forstået det, måtte jeg igen erkende, at det havde jeg ikke. Derfor lod jeg handling være handling, og overgav mig bare til sanserne og universet. Jeg forsøgte undervejs utallige tolkninger, ligesom jeg til tider bare lænede mig tilbage og nød. Forestillingen fremstår i nærmest fragmenter og nedslag, hvor der også er udtalt symbolik med f.eks. det gode mod det onde.

Det var en yderst intens oplevelse at sidde i salen. Jeg følte næsten, at der kun blev spillet for mig. Jeg måtte tage mig selv i, at jeg i Simon Mathews sang "Valentine's day" glemte at trække vejret. Min puls piskede derudaf, som havde jeg løbet et maraton. Jeg var fuldstændig med i de følelser, der blev udspillet på scenen.

Universet er et helt kapitel for sig. Med svævende rammer, mægtig måne og elegant brug af lys præsenteres vi for både det grimme såvel som det smukke. Det rene og enkle og det store pompøse. Jeg var betaget af koreografien omkring hovedpersonen Newtons, spillet af Jacob Madsen Kvols, "hvide kor". De understregede på smukkeste vis den smerte, han skulle igennem. Den her forestilling når ganske enkelt langt ud over Aarhus Teaters scene. Den har international standard!

Scenen er fyldt med stjerner. Hver enkelt skuespiller har sin vigtige rolle, som de udfylder perfekt.

Alligevel står enkelte ud.

Da Jacob Madsen Kvols tidligere på året spillede med i Rocky Horror Show, tænkte jeg, at nu kunne han da ikke passe bedre i en rolle. Jeg tog fejl! Hold nu op en kræftpræstation han laver. Udover at synge fuldstændig blændende i rystende lighed med Bowie selv, spiller han så intenst, at jeg kan mærke hans smerte i hver eneste fiber af min krop. Han giver mig associationer til Bowie, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at han netop spiller hans død. Velvidende at det på ingen måde er tilfældet. Han formår at ramme afgrund og desperation lige i mellemgulvet.

Den kvindelige hovedrolle spilles af Sara Viktoria Bjerregaard. Hun spiller "Girl", som muligvis er en tanke inde i hovedet på ham eller muligvis en engel, der ikke rigtig kan komme videre. Hun spiller rent og synger smukt med samme rene og fine stemme. Hun er et fund til rollen, og jeg glæder mig til at følge hende fremover.

Sofia Nolsøe har en af aftenens udfordrende roller, og jeg begejstres over hendes spænd i hendes spil.

Simon Mathew spiller djævleskikkelsen Valentine. Det er en fornøjelse at se hans psykotiske side stå i fuldt flor med humor, skift og transformation, der udvikler sig undervejs. Han er dragende i rollen, hvor han bevæger sig på elegant og smidig vis, der står godt til den sleske slange han er. Sangmæssigt står han simpelthen så stærkt.

Musikken spilles af liveband med Søren Graversen som kapelmester. Orkesteret står i enkelte numre på scenen, hvilket giver en ekstra dimension til det visuelle indtryk. De spiller så fantastisk, at hårene på armene rejser sig.

For mig blev Lazarus en stærk og intens oplevelse. Det er første gang jeg er gået ud til pause og har været mundlam. Ligesom jeg blev ramt af reaktioner i min krop, jeg ikke tidligere har prøvet ved teater. Det er netop det teater og musik kan - bevæge, røre og give reaktion. Uden filter - uden forbehold. Det er jeg simpelthen nødt til at belønne med fuldt hus herfra!

Af: David Bowie & Enda Walsh

Iscenesættelse og oversættelse: Heinrich Christensen

Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen

Lysdesign: Mathias Hersland

Originale musikalske arrangementer af Henry Hey

Kapelmester: Søren Graversen

Koreograf: Rebekka Lund

Lyddesign: Lars Gaarde

Foto: Emilia Therese

Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Sara Viktoria Bjerregaard, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Bjørn Fjæstad, Mathias Flint, Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Isa Marie Henningsen og Kristine Marie Brendstrup / Musikere Søren Bigum, Mads Fogt, Henrik Poulsen, Stephan Grabowski, Mads Hyhne, Jakob Elvstrøm, Rene Damsbak